Du kender det vel fra dig selv. Man har aftenen før været enormt tørstig, og som en naturlig konsekvens drukket en halv øl for at dulme tørsten. Dagen efter ligger man stille og roligt i sin seng og filosoferer over livets store spørgsmål, mens en hær af marsmænd tilsyneladende har valgt at opføre deres næste rumstation inde i ens hoved. Hvis du ikke kender det, kan jeg kun sige, at det er virkelig smertefuldt.
Pludselig bliver den salige slummer tilendebragt af en væmmelig ringen for ørerne. Til at begynde med tænker man, at marsmændene er usædvanligt enerverende i dag, indtil det går op for en, at det må være ringklokken. Det underbygges af at nogen hamrer på døren imens de råber “Vågn op!” Med bankende hoved slæber man sit luksuskorpus ud af sengen og hænger det op af døren, imens man fumler med låsen, og endelig får åbnet døren.
Uden for døren står nogle kvinder, som er mellem en million og en milliard år gamle. De står og siger et eller andet, mens man selv prøver at få så meget styr på sig selv, at man kan komme frem til hvor mange, der egentlig er. En to-tre stykker. Den ene af dem står og siger en hel masse, og man kommer i tanke om, at man måske hellere må lytte efter for nu at vise den velkendte jyske venlighed.
Det viser sig, at hun vil sælge en bog; hun opfordrer en til at kigge i indholdsfortegnelsen. Wauv, tænker man, mens de små bogstaver hopper frem og tilbage, muteres, fordobles, og pludselig alle sammen bliver enige om at hoppe op og ned. Mens man forsøger at bekæmpe den rædsomme hyletone, der som en jet farer igennem ens hoved, holder man fast om bogen, og giver den tilbage.
Den ene af kvinderne begynder at sige noget om evigt liv, og man tænker “aha, de er altså fra TV-Shop”, selvom man ikke lige kan huske at eje et fjernsyn. Så åbnes bogen, og en farvetegning synliggøres. “Farver,” tænker man, “endelig noget jeg kan forholde mig til.” Farverne begynder at flyde rundt, de danner nye mønstre og figurer, imens de med samme stemme som Nelson fra Simpsons synger: “Ha, ha!”
Endelig får man med en sidste kraftanstrengelse mandet sig nok op til at fokusere på tegningen, den forestiller nogen, der ligger på en græsplæne, imens de smiler. Så begynder den anden at tale om Gud, og det går op for en, at hvad man har stående foran sig i virkeligheden er et par Jehovas Vidner, som forsøger at sælge en gud, mens man har gang i det allerhelligste: At sove en brandert ud.
Så tænker man, ham der Gud (her gøres den sexistiske antagelse, at Gud er af hankøn; jeg mener, hvilke kvinder skulle nogensinde læse dette og brokke sig?), hvis nu ham Gud var så nådig, elskede mig så højt, ville han ikke sende sådan et par djævle, mens man ligger og har smerter. I det mindste kunne han have sendt et par babes. Da det ikke er tilfældet, lukker man døren, smider bogen hen i “det ser jeg på om 10 år”-bunken og slingrer hen i seng, mens man arrigt, næsten sindssygt, mumler for sig selv, at Gud skal nydes i små mængder og aldrig før morgenmaden.
