Der er desværre gået X-files i DONG-salget. Alt for mange tror, at de ved mere end det, der er mellem himmel og jord.
Virkeligheden er denne:
1. DONG kan ikke overleve uden en kapitaltilførsel.
2. Ekstra penge kan enten komme fra skatteyderne eller fra private investorer.
3. Liberal Alliance og heldigvis også regeringen foretrækker privat medejerskab af DONG fremfor flere statspenge i virksomheden. Private penge er bedre end skattekroner, fordi staten ikke er god til at drive erhvervsvirksomhed. Privat medejerskab sikrer, at der i virksomheden er viden om og interesse i at gøre DONG mest muligt værd, så også statens ejerandel bliver mest muligt værd til gavn for skatteyderne.
4. Blandt de indkomne tilbud var tilbuddet fra Goldman Sachs, ATP og PFA ifølge finansministeren det bedste.
5. Påstanden om, at et tilbud fra Pension Danmark skulle være bedre, er efter alt at dømme ikke sandt. Pension Danmark ville kun låne penge til DONG, uden risiko for at tabe pengene. Goldman Sachs m.fl. vil investere penge i DONG med en risiko for at tabe 40 procent af beløbet på i alt 11 mia. kr. (læs mere om det her: http://ift.tt/1l4qKfJ)
6. For at kunne få de bedst mulige tilbud ind fra flest mulige interessenter er det nødvendigt for regeringen at love, at der er fortrolighed om tilbuddenes indhold. Man kan formentlig godt fremadrettet køre en mere åben linje, men det vil så i et eller andet omfang ske på bekostning af den pris, som staten kan få, når den sælger ud af statsejede erhvervsvirksomheder.
Og så til sidst: Hvad skulle være Bjarne Corydons motiv for at vælge et dårligere tilbud fra venstrefløjshadeobjektet Goldman Sachs m.fl. fremfor et bedre tilbud fra trygge, danske Pension Danmark, hvor Thor Mögers far er direktør? Hvis Corydon havde valgt Pension Danmark, så ville der være grund til at mistænke ham for at have gjort en dårlig forretning til fordel for private netværksinteresser. Men hvad – udover uendeligt meget bøvl – har Corydon fået ud af at vælge Goldman Sachs? http://ift.tt/1mATEzu